Trivselsprojekt

Med støtte fra TrygFonden igangsatte Selvhjælp Randers i 2014 et treårigt trivselsprojekt på en række folkeskoler i Randers. Med fokus på emner som skilsmisse, sorg, selvværd og mobning havde projektet til formål at sætte fokus på børn og unges trivsel.

Billede børn

Selvhjælp Randers oplevede en stigning i efterspørgsler fra forældre, skoler, sundhedsplejen mv. på trivselsgrupper - især med temaet skilsmisse. Dette blev startskuddet til et treårigt projekt kaldet "Trivselsgrupper", hvor trivselsgrupper for elever fra 0. til 10. klasse blev etableret på fire skoler i Randers Kommune: På Assentoftskolen, Hadsundvejens Skole samt Hobrovejens Skole etablerede man trivselsgrupper, og derudover blev der på hhv. Assentoftskolen, Rismølleskolen samt Hobrovejens Skole gennemført 18 individuelle samtaleforløb.

Trivsel medfører bedre læring
Et af succeskriterierne for trivselsgrupperne var, at de deltagende børn og unge skulle opdage, at de besidder en masse gode kompetencer og ressourcer. De skulle finde ud af, at de er omsorgsfulde, følsomme, nænsomme, modige, og at de kan hjælpe hinanden gennem processen. Trives børnene godt, bliver de gode til at lære, og projektet er derfor til gavn for både elever, forældre, skole og for samfundet generelt.

Daglig leder hos Selvhjælp Randers, Majbritt Bargsteen, understreger vigtigheden af trivselsgrupperne: ”Når børn og unge ikke trives, har de svært ved at indgå i sociale relationer og i fællesskaber. De kan også have svært ved at samle sig omkring læring, hvis tanker og følelser fylder for meget i deres hoveder og hverdag. Fagligt og socialt er det derfor vigtigt at tilbyde trivselsgrupper tidligt i børnenes liv”.

Susanne Lichtenstein leder en skilsmissegruppe på Hobrovejens Skole og hun ser en klar fordel ved, at gruppen samles på børnenes skole: ”Børnene synes det er positivt, at skilsmissegruppen afholdes på skolen. Vi kommer til børnene på et sted, som de kender, og hvor de føler sig trygge. De kan komme i gruppen lige efter skoletid – de skal ikke hjem først og forholde sig til andre ting”.

Ikke endnu en skoletime
Anne Stecher og Nikolaj Rasmussen leder en gruppe for søskende til børn med diagnoser på Hadsundvejens Skole: ”Udfordringen er at undgå, at gruppeforløbet føles som endnu en skoletime. Børnene har lange skoledage, og er meget trætte når de kommer. Vi skal sørge for at lave noget anderledes og snakke med dem på en anden måde end i en skolesituation. Vi gruppeledere kan sagtens have en dagsorden klar, og så bliver fokus tit noget helt andet. Børnene har noget andet på hjerte – noget der fylder, eller noget de hellere vil snakke om. Så går vi med energien og snakker med børnene om det, der hvor de er. Det giver god mening for dem og for os selvfølgelig”, fastslår de to gruppeledere.

Ved udgangen af 2016 stoppede projektet støttet af TrygFonden. Projektet blev dog taget så godt imod af både børn, forældre og skoler, at Randers Kommune valgte at støtte projektets videreførelse. Selvhjælp Randers tilbyder derfor stadig trivselsgrupper på både de respektive skoler samt i egne lokaler.

For yderligere information kontakt: Majbritt Bargsteen – Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. / 2945 1744

Udskriv E-mail