Pigegruppe Autister - Hvornår er noget en succes?

Hvornår er noget en succes? 
Hvem sætter højden på pinden og hvornår ved man at det man gør nytter?
I forbindelse med et af vores nyhedsbreve, efterlyste vi nogle gode historier fra de frivillige. Ulla Dyrby, som er frivillig gruppeleder for pigegruppen for autister, skrev at hun gerne ville fortælle om sine oplevelser med gruppen. Her er Ullas historie: 

Jeg er holdleder for en gruppe teenagepiger der alle er udfordret af autisme i forskellige grader. Vi startede gruppen i december 2018 og der mødte 8 piger op og vi havde aftalt 10 gange. Det er vigtigt for pigerne at vide, hvad vi skal mødes om og derfor havde vi altid et emne, som vi talte om - for eksempel familie, interesser, venskab, drømme og meget andet.

Ret hurtigt blev gruppen halveret og vi kom ned på 4 piger. Det var ikke alle der havde energi til at være med og andre udfordringer gjorde at flere stoppede.

Så var vi nede på 2 – en enkelt gang kun 1.

Enkelte nye kom til og faldt fra igen – undtaget en som havde været der alle gangene. En pige der var blevet tryg i gruppen og tryg ved mig og meget glad for at mødes.

Så kom der en ny pige til, som virkelig trængte til nogen at tale med. Nu var der to piger i gruppen og de to piger har så meget til fælles og er samtidig så forskellige – men hvad vigtigere er, så føler de at de har fundet en der er som dem selv, med sære interesser, behov og ideer og de er begyndt at skrive sammen på Instagram.

De taler rigtig godt sammen og vi arrangerede en hyggelig aften med spisning og film i Selvhjælp Randers’ lokaler, da vi ikke er klar til at gå ud, endnu.

Vi nåede de 10 gange – men de 2 piger ville gerne forsætte, så vi har aftalt 10 gange mere.
 
backlit beautiful child 688675
Men for at svare på overskriften…
Fredag d. 5. april havde vi aftalt at mødes og pigerne kom præcis kl. 16.00. Snakken gik ivrigt imellem dem. De behøvede ikke mig til at facilitere snakken, da de havde så meget at dele med hinanden fra den uge der er gået siden de så hinanden sidst. De ville vide om vi havde et emne i dag – og jeg fornemmede at der ikke var brug for det, da jeg kunne høre at de havde meget at tale om. Jeg lod dem tale i fred og satte mig ud i forkontoret.

Selvfølgelig lyttede jeg lidt med - og der blev talt om alt muligt - også mere alvorlige emner.

Dér sad jeg og opdagede – at det nytter – der er en god højde på pinden og at gruppen – med kun 2 piger – er en succes og de ønsker at invitere flere ind.

Nu er der kommet en tredje pige med, og selv om det er lidt svært at få en ny med, så gør de
”gamle” piger et godt stykke arbejde, for at få hende til at føle sig tilpas i gruppen.

Udskriv Email