Information om Selvhjælpsgrupper

  • Har du brug for at få talt om det, der er svært?
  • Har du brug for at mødes med ligestillede?
  • Har du mod på at komme videre i dit liv?
  • Har du mod på at bidrage med egne erfaringer?
  • Er du god til at lytte?

Kan du nikke genkendende til ovenstående spørgsmål, kunne selvhjælpsgrupper måske være noget for dig. I selvhjælpsgruppen møder du ligestillede med et fælles problem. Du fortæller kun så meget, du selv har lyst til, og der er tavshedspligt. Det, man fortæller, forbliver derfor i gruppen.

Sådan sammensættes selvhjælpsgrupperne

  • Grupperne består typisk af ca. 4-8 personer 
  • Grupperne sammensættes efter alder, eksempelvis børn, unge, voksne
  • Grupperne sammensættes efter emne (sorg, krise, skilsmisse, sygdomsforløb) eller en fælles aktivitet (sport, madlavning etc.)

Styrken ved selvhjælpsgrupper
Styrken ved at mødes i selvhjælpsgrupper er, at personerne i gruppen har en fælles forståelse og viden om det, man mødes om. Inden man starter i en selvhjælpsgruppe, kommer man til en afklarende samtale, som blandt andet skal sikre, at man er klar og kommer i den rigtige gruppe. Der vil altid være tilknyttet en igangsætter til gruppen, der sætter gruppen i gang. Igangsætterne trækker sig, når gruppen er i stand til at køre selv. Gruppen mødes som udgangspunkt én gang hver 14. dag, af og til oftere eller sjældnere, og det er gruppen selv, der beslutter indholdet af møderne, og hvor lang tid gruppen skal eksistere. Gruppen beslutter også selv, om man vil åbne op for nye deltagere. 

I selvhjælp er der ikke tale om behandling. Har man et misbrug eller en psykisk sygdom, der kræver behandling, henviser vi derfor til andre relevante tilbud. 

Børne-/ungegrupperne (7-18 år) er dog ikke selvhjælpsgrupper, da der altid vil være 1-2 igangsættere tilknyttet gruppen. Igangsætterne har her ansvaret for indhold, struktur og rammer. Børn og unge har ligeledes brug for at tale om det, der er svært samt at blive set, hørt og lyttet til.

Udskriv Email